Rusalka går nu

Pludselig er den der - den vingede lyd - ved fodenden af de sovendes drømme. "Det er på tide", hvisker den til hver og en af dem - de kuldskære, sarte, retlinet duftende rosenhoveder i prinsesseskabets paradesenge, der venter på frøer i forklædning. "Det er på tide, du går. Mærker du ikke din krop. Din spændstige stængel. Dine savtakkede, kampklare blade. Saftspændingens tryk på stilkens cellevægge. På stænglens pileværn, der længes efter buestrengens slip. Der længes efter at splintre dine formødres glaslåg. Der længes efter at lade dit blod blande sig i ildens, frugtens, dødens skiftende strømme, hvor spirene til ild, frugt, død fødes. Igen og igen? Det er på tide, du blander blod med din lyd. Ser du ikke, at den ER dig. Dit et og alt?"