Jeg er på ingen måde træt af at skide.

Fra at være en spontant og festlig fodboldtosse, som altid var med på den værste, blev Jeanette med ét hende, som måtte melde fra til middage og festlige sammenkomster. Hende, som ikke havde overskud, som glemte ting, der i årevis havde siddet på rygraden. Og hende, som måtte sige nej til arrangementer på sin datters skole.

Men sort humor og en insisteren på ikke at blive genstand for medynk fortæller Jeanette Olsen om livet med en genfejl, som gør hende særligt disponeret for blodpropper. Om at måtte sige farvel til fodbolden, som har været hele hendes liv, og om at leve med en usynlig sygdom, som er svær for omverdenen at forstå. Om den identitetskrise, der konstant lurer lige om hjørnet, når alt det, man før kunne gøre i et snuptag, pludselig bliver besværligt og krævende. Og om at leve livet til fulde, selvom det ikke helt blev, som man havde regnet med.

Og ikke mindst om det dilemma, som sådan en sygdom fører med sig. For skal man sætte livet på standby og sige nej til alle de ting, man elsker, for at minimere risikoen for et ny blodprop? Eller skal man nyde livet og leve med risikoen, når grundvilkåret for alle mennesker ¿ syge som raske ¿ er, at man alligevel aldrig ved, hvad morgendagen bringer?