Desillusion, saglighed og dialog

Østrigeren Ludwig Wittgenstein (1889-1951) var en af det 20. århundredes absolutte filosofiske topstars og har endnu i dag en betydelig indflydelse, også hertillands. Og dette til trods for, at han selv blot udgav ét hovedværk, "Tractatus" fra 1921. Hans andet hovedværk, "Filosofiske Undersøgelser", udkom posthumt i 1953. Skønt de to værker er teoretisk forskellige - Wittgenstein var stærkt utilfreds med dele af det første - har de det til fælles, at sproget anses for filosofiens kernefelt. Det er sproget, der bestemmer, hvordan verden ser ud, og ikke omvendt. Wittgenstein taler i sit 2. hovedværk om "sprogspil" som det, der konstituerer verden. Mennesker konkurrerer altså primært ved hjælp af sproget om, hvordan verden ser ud og skal se ud. Dette kan dels få som konsekvens, at mennesker bliver enige i en konsensus. Men det kan omvendt også betyde, at nogle bliver tabere i sprogspillet, der i virkeligheden også er et magtspil. Denne bog fremstiller hovedtankerne i de to hovedværker og sætter især kritisk ind ved tanken om, at sproget så at sige skaber verden. Bl.a. Jürgen Habermas, Michel Foucault og Jean François Lyotard er på forskellig vis påvirket af Wittgenstein.