Danmarksbilleder

Der findes en lov i Danmark om hækkens højde. Der findes ingen lov om, hvem der klipper hvilken side. Alligevel ved alle det. Det er sådan et land, det her er. Og det er den slags, Jeppe Søe har brugt 30 år på at skrive ned. Han står et sted og får øje på noget. En mand, der siger sin mening om kasse 1. En kvinde, der køber ti liter mælk på én gang. Et ægtepar, der danser til musik, de ikke forstår teksten til. Tre unge, der passer en ko natten igennem i stedet for at tage i byen. En LEGO-brandmand uden økse i en jakkelomme. Han kalder dem danmarksbilleder. Det er ikke anekdoter, for en anekdote har en pointe og slutter godt. Det er heller ikke reportage, for en journalist tager af sted for at finde ud af noget. Det her er noget andet: øjeblikke, hvor et helt land pludselig kan ses i en enkelt person, der troede, ingen kiggede. Mellem billederne har han skrevet nyt. Om hvorfor vi ikke tør spørge hinanden om noget. Om hvad der sker med et folk, der er verdens mest tillidsfulde og samtidig er begyndt at møde forskellighed med utålmodighed. Om traditioner, der er ordrer fra døde mennesker, som vi udfører, fordi vi ikke tør lade være. Og om hvorfor det alligevel er noget af det bedste ved os. Han er ikke en tilskuer. Han har været journalist, folketingsmedlem og folkehøjskoledreng, han har været igennem flere shitstorme, end han gider tælle, og han skriver med både kærlighed og en irriterende evne til at ramme dér, hvor man helst ikke vil rammes. Danmarksbilleder er små nedslag der sætter sig på nethinden og rører lattermusklen.