Brevene jeg skrev, da ingen lyttede

Disse breve blev fundet i havets dybeste mørke og på det højeste bjerg af ensomhedens helvede. Mellem mugne vægge, støv og en kop kaffe, blev de samlet til ét- som et vidnesbyrd, ingen bad om, skrevet med blæk blandet af blod og tårer. Forfatteren er ikke længere iblandt os. Måske levede han aldrig rigtigt i denne verden- men lad os nu være ærlige: hvor mange af os gør egentlig det? Måske var han et menneske. Måske en skygge, der skrev for at blive husket- eller blot for at glemme sig selv. Det, du nu holder i dine hænder, er ikke blot ord. Det er et knust hjerte, der nægtede at dø stille. Nogle siger, at brevene blev skrevet i mørket under et sammenbrud- ja fancy har man da lov til at være. Han skrev ikke for din skyld, eller for min. Hverken for et publikum eller for verden. Han skrev for at helbrede sig selv fra fortidens stemmer og ensomhedens gift. Gennem blæk og papir kunne hans sår syes sammen, give ham plads til at finde sig selv og lade hans sjæl finde mening med livet. Læs med eftertænksomhed og med masser af tålmodighed. Han var trods alt en tragisk romantiker, der var dybt forelsket i sin melankoli, eller også havde han bare lavt selvværd. Ingen ved det. Men måske, hvis du lytter godt efter, vil du høre stemmerne fra det sted, hvor ingen lyttede.