Atterdag og Hundredårskrig

Valdemars tilnavn falder os helt naturligt, han skabte jo atter dag for det danske rige. Men det beror på en misforståelse af hans plattyske yndlingsudtryk "ter tage", sikke tider, hvad det så sandelig også var. Af sine fjender blev han kaldt "den Onde".

Valdemar var et sandt barn af det internationale ridderskab, og færdedes hjemmevant i Europa, hos kejseren og hos paven, og endog i Jerusalem. Som ridderskabet var kirken også international, men den var svækket af pavens babyloniske fangenskab, og nationalismen voksede, ikke kun i Norden, hvor de svenske stormænd, inspireret af Den hellige Birgitte, var harmdirrende over tabet af Skåne, men i Frankrig, hvor det var utåleligt at den Sorte Prins forvaltede store len, i England gik hoffet under Hundredårskrigen over til at tale engelsk, istedet for fransk, og i Italien priste Petrarca Romerrigets storhed og drømte om Italiens genfødsel som Verdens hersker. Det græske had til "latinere" voksede sig større end frygten for tyrkerne.

Befolkningstallet i Europa fortsatte med at falde, som følge af kulde, pestepidemier og krige, og borgere og bønder forsøgte den ene opstand efter den anden, men byerne i Nordfrankrig, Flandern og Norditalien, som havde dannet frie, semi-demokratiske, kommuner allerede fra 1000-tallet, mistede i stigende grad deres selvstændighed og kom under fyrsteligt styre, for de italienske bystater takket være Visconti, della Scala, Conzaga med flere, hjulpet at condottiere som John Hawkwood. Men der var også en modsat rettet tendens. Det ridderlige kavaleri blev gentagne gange slået af infanterister: flamske håndværkere ved Courtrai, engelske langbueskytter ved Crézy og Poitiers og schweiziske borgere og bjergbønder ved Morgarten og Laupen. Det gav menigmand en styrke der førte til et Underhus i det engelske parlament og til selvstændige borger-bonde republikker.

Bogen er en fortsættelse af:

"Dronning Edels familie", der sluttede med slaget ved Fodevig i 1134,

"Absalons Europa" om Valdemarerne, til 1241, og

"Opløsningstid ¿ Kulde, Sult og Pest", om den katastrofale klimaforringelse 1250 ¿ 1350.